Copy
Nyhedsbrev fra SF i Europa-Parlamentet 26. september 2022

Overnormale profitter skal beskattes

I forrige uge fremlagede EU-Kommissionen et forslag om at beskatte ekstraordinære overskud i energisektoren. Det er historisk og noget vi i De Grønne har skubbet på for længe. 

Glæden over forslaget falmede dog da vi fik nærlæst forslaget: Det er simpelthen for svagt. Dels vender Kommissionen det blinde øje til alle andre sektorer der har profiteret på pandemi og krig - eksempelvis fødevaregiganter og banker. Dels er der flere af de store energiselskaber som rapporterer deres overskud uden for EU og derfor slipper for skatten. Shell og Eni har for eksempel størstedelen af deres overskud registreret i Schweiz. 

Det skal forbedres så vi ikke ender med noget der er tæt på ikke at være mere end ren symbolik. Her hviler der et stort ansvar på Regeringen og specifikt på klima-, energi- og forsyningsministeren der skal forhandle forslaget i Rådet.

Kvindekamp i Iran

De fleste har nok hørt om den 22-årige Masha Amini der døde efter at have været i klørene på det iranske moralpoliti.

Meget tyder på hun blev banket ihjel fordi hun ikke levede op til de iranske myndigheders krav om den kvindelige påklædning.

Siden har kvinder været på gaden i Iran - og mange i hele verden har heldigvis støttet op. Både i København og Bruxelles var der demonstrationer foran de iranske ambassader, og vi har begge skrevet under på brev til Joseph Borell, EU’s udenrigspolitiske repræsentant, hvor vi fordømmer drabet, støtter demonstranterne og opfordrer ham til at komme på banen.

Her et billede fra demonstrationen i Bruxelles.

Pushbacks - hvad er det?

Siden 2015 har vi desværre set mange eksempler på såkaldte pushbacks hvor EU-lande tvinger flygtninge tilbage fra deres territorium, nogle gange med vold, så de ikke har mulighed for at søge asyl. 

Alle mennesker har ret til at søge asyl og få det hvis de er berettiget til det, og EU-landene skal sikre denne ret i fuld respekt for Flygtninge- og Geneve-konventionen.

Pushbacks foretages af EU-landenes egne grænse- og kystvagter. Men EU er også indirekte involveret ved at give økonomisk støtte til aftaler der er knyttet til puhbacks - eksempelvis Tyrkiet-Libyen-aftalen. Derudover har flere dokumenteret at EU’s grænse- og kystvagt, Frontex, også er direkte involveret i de ulovlige puchbacks. 

Er du ligesom vi forfærdet over det? Så hjælp os i SF og De Grønne med at råbe EU-Kommissionen op ved at skrive under her.

Italiens valg varsler bekymrende udvikling

45-årige Giorgia Meloni står efter en kometkarriere på den italienske højrefløj til at blive Italiens første kvindelige premierminister i en koalitionsregering bestående af Melonis parti 'Italiens Brødre', Lega og Forza Italia.

Ved seneste valg fik Meloni og Italiens Brødre bare 4 % af stemmerne, men denne gang får partiet i omegnen af hver fjerde. Meloni lover at hun vil være premierminister for alle italienere, men hendes tidligere tilknytning til den fascistiske bevægelse er en klar advarsel om at Italien kan vælge en helt ny kurs. Meloni lægger bl.a. op til at stramme kvinders ret til abort, går til angreb på LGBT+-personer og lægger op til en fuldstændig umenneskelig tilgang over for flygtninge og migranter.

Valgdeltagelsen i Italien nåede det laveste siden 2. Verdenskrig og med centrumhøjres accept af Melonis parti og dets fascistiske rødder og tilbøjeligheder, er der tale om en bekymrende udvikling som vi kommer til at følge tæt!

Ugens tweet

Hvis du vil følge med i Margrete og Kiras arbejde i Europa-Parlamentet, så tilmeld dig nyhedsbrevet her:
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Margretes Facebook
Margretes Twitter
Margretes hjemmeside
Copyright © 2022 SF - Socialistisk Folkeparti, All rights reserved.