Copy
Nyhedsbrev fra SF i Europa-Parlamentet 23. november 2020

Endnu en rapport understreger behovet for en bedre EU-skattelyliste

En ny rapport fra Tax Justice Network viser hvordan kun 2% af verdens skjulte skatteindtægter gemmes i lande der er på EU’s sortliste over skattely. Samtidig er EU’s egne medlemslande ansvarlige for hele 36% af verdens tabte skatteindtægter. Det understreger endnu engang behovet for at få opstrammet EU’s skattelyliste.

I dag er EU’s egne medlemslande automatisk undtaget skattelylisten fordi man antager at de efterlever EU’s skattekrav. Men det gør de ikke. Nogle af verdens værste skattely findes i EU – f.eks. Malta, Cypern, Holland og Luxembourg.

Finansminister Nicolai Wammen har flere gange lovet at arbejde for en opstramning af listen. Alligevel godkendte han i oktober at Caymanøerne blev taget af sortlisten selvom de få uger inden blev afsløret som skattefifleres favoritdestination. Nu indeholder listen ikke et eneste af verdens ti værste skattely. Det er da uholdbart!

Med Tax Justice Networks udgivelse er der endnu en rapport der bør få ham op af stolen. Vi håber han læser med!

Alvorlig slinger i budget-aftale efter veto fra Polen og Ungarn

Torsdag aften mødtes EU stats og regeringschefer til endnu et video-topmøde hvor de foruden bekæmpelse af Covid-19 epidemien også vendte den veto-trussel der i sidste uge blev fremsat fra Polen og Ungarn mod den nye aftale om EU-budget (MFF) og genopretningsfond. De to lande modsætter sig det kompromis om en retsstats-mekanisme der forleden blev indgået mellem EU-institutionerne, og nu afventer formel godkendelse i Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Retsstatsmekanismen er en helt central del af EU’s fremtidige regelværk, og både formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, Kommissionsformand, Ursula von der Leyen og Tysklands kansler, Merkel, der lige nu leder EU’s roterende formandskab, gjorde det efter topmødet helt klart at EU nu står i en ganske alvorlig situation.

Der er kun få uger til at løse striden der helst skal være klaret inden det afgørende EU-topmøde i december hvor en aftale skal i hus. Både Ungarn og Polen er stormodtagere af EU-midler fra den kommende aftale og har derfor begge en stærk interesse i at den rent faktisk bliver til noget. Nu er det vigtigt at EU klart viser at de grundlæggende retsstatsprincipper ikke er til forhandling.

Kommissionen vil 25-doble grøn strøm fra havvindmøller

I sidste uge kom Kommissionens udspil til en strategi for opskalering af havvind. Europa skal bruge meget mere vedvarende energi hvis vi skal nå vores klimamål, og strategien lægger da også op til at vi i 2050 skal have 300 GW strøm fra havvindmøller - det er 25 gange så meget som i dag. Det lyder måske voldsomt, men havvind er selve nøglen til omstillingen til vedvarende energi, og derfor er det meget positivt at Kommissionen spiller ambitiøst ud.

Set med danske øjne er strategien et vink med et mølletårn om at de danske vindkraft virksomheder kan forberede sig på endnu et eksporteventyr.

Der er dog stadig uafklarede spørgsmål omkring beskyttede havområder og fiskeri som de Grønne vil følge nøje i de kommende forhandlinger om strategien.

Abortstramning i Polen foreløbigt sat i stå efter demonstrationer

Mænd og kvinder går stadig på gaden i Polen for at demonstrere mod abortstramninger. En forfatningsdom har nemlig betydet at kvinder ikke må få en abort selvom fostret har en alvorlig misdannelse og måske ikke vil kunne overleve – det svarer til 98% af de nuværende aborter. Dermed vil kvinder kun kunne få en abort hvis det kan redde kvindens liv eller hvis graviditeten skyldes voldtægt.

Demonstrationerne og protester har forsinket processen. Onsdag skal abortrettigheder i Polen debatteres på plenaren, og De Grønne i Europa-Parlamentet har igangsat kampagnen ‘I Stand up for Women’ hvor flere grønne MEP’ere laver onlineaktivisme i 16 dage med det formål at symbolisere at kvinderettigheder er menneskerettigheder.

Vi støtter selvfølgelig de polske kvinder og er glade for at aktivister i og udenfor Polen fortsat kæmper for kvindernes rettigheder og ikke bukker under for PiS-partiets forsøg på fjerne retten til fri abort.

Israels annektering og normaliseringen af forholdet til arabiske stater til debat 

Efter et par dages besøg i Israel og på Vestbredden blev den amerikanske vicepræsidents kone fotograferet inden afgang til Washington. Med sig havde hun en pose fra Psagot Wineries’ turistbutik – én af Israels største vingårde midt på Vestbredden – altså palæstinensisk land.

Vingården havde i anledning af det første officielle amerikanske statsbesøg produceret en særlig 'Pompeo'-vin, og som tak kvitterede vicepræsidenten med at slå fast at varer som disse, produceret ulovligt på besat område, fremover skal have 'made in Israel'-etiketter. En udmelding som stik imod international lov – og faktiske også amerikansk - blåstempler Israels fortsatte annektering af Vestbredden.

Tirsdag eftermiddag er der debat om normaliseringen af forholdet mellem Israel og lande i regionen og den fortsatte de facto annektering af Vestbredden. Margrete har taletid.

Skal du være mand for at nå til tops i europæisk økonomi?

Så er den gal igen, fristes man til at sige. Endnu engang skal der udpeges en økonomisk toppost i EU, og endnu engang bliver der set stort på Parlamentets krav om kønsbalance mellem kandidaterne. På plenaren skal der blandt andet stemmes om hvorvidt Parlamentet bakker op om udnævnelsen af Frank Elderson som medlem af bestyrelsen for Den Europæiske Centralbank.

Den Grønne Gruppe kommer til at stemme nej. Problemet er ikke Elderson, problemet er at udvælgelsesprocessen ikke har fulgt Parlamentets krav til kønsbalance. Der er nemlig en massiv overvægt af mænd på EU’s finansielle og økonomiske topposter, og derfor har Parlamentet flere gange understreget at vi vil have kønsbalance i nomineringerne. Desværre bliver det igen og igen ignoreret.

Det er absolut nødvendigt for ligestillingskampen at EU går forrest og efterlever sine egne krav til kønsbalance når der skal findes nye ansigter til topposterne.

Black Friday: Kom med Kira til online-snak om Amazon

På fredag er det Black Friday – en festdag for overforbrug. Det er skidt i sig selv, men vi skal også holde øje med at Black Friday ikke bliver en sort dag for statskassen: Skat på internethandel er nemlig meget sværere at regulere end ved salg af varer i fysiske butikker.

Som forbrugere bør vi derfor passe på med at vores penge ikke ryger direkte videre i skattely. For nylig trådte Amazon ind på det svenske marked, og måske er Amazon også på vej til Danmark allerede næste år. Amazon er berygtet for at give de ansatte rædselsfulde vilkår og er en notorisk dårlig skattebetaler.

Hvis du vil lære mere om hvordan vi forskanser os mod Amazon, så kom med Kira til online-konference torsdag d. 26/11 kl. 15:00-16:30.

Farum: Margrete holder foredrag om EU's klimaindsats

Torsdag aften besøger Margrete Farum Kulturhus for at holde foredrag om EU's arbejde for at stoppe klimakrisen. Foredraget kommer til at handle om hvad EU kan gøre i kampen mod klimaforandringerne og den voksende sociale ulighed hos os og i Europa.

Foredraget varer fra 19 til 21, og billetter skal bestilles her

Ugens tweet

Vil du se flere opdateringer fra sociale medier? Så klik på ikonerne herunder.
Facebook
Twitter
Website
Hvis du vil følge med i Margrete og Kiras arbejde i Europa-Parlamentet så tilmeld dig nyhedsbrevet her:
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Margretes Facebook
Margretes Twitter
Margretes hjemmeside
Copyright © 2020 SF - Socialistisk Folkeparti, All rights reserved.