Copy
Nyhedsbrev fra SF i Europa-Parlamentet 13. april 2021

Kira skal stå i spidsen for EU’s kamp for åbenhed om løn!

I starten af marts fremlagde EU-Kommissionen sit forslag til et direktiv om lønåbenhed, og nu er Kira blevet valgt af beskæftigelsesudvalget som chefforhandler for direktivet. Det betyder at hun kommer til at få stor indflydelse på lovgivningen og at hun skal stå i spidsen for Europa-Parlamentets interne forhandlinger og de efterfølgende forhandlinger med Rådet og Kommissionen.
 
Løngabet i EU er 14,1%, og det er derfor vigtigt at få nye værktøjer til at undgå løndiskrimination mellem mænd og kvinder. Vi skal have lønningerne frem i lyset så vi kan gøre noget ved problemet. Derfor kan direktivet blive en vigtig milepæl i kampen for ligestilling.
 
Det bliver super spændende, og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet!

Flygtninge tilbage til Syrien? Lovligt er ikke det samme som rigtigt!

I fredags udtalte Flygtningenævnets formand, Henrik Bloch Andersen, at det er lovligt at sende syriske flygtninge i Danmark tilbage til Damaskus. 
 
Selvom juraen tilsyneladende er i orden, er det bekymrende at Danmark er det eneste land i EU der er nået til den konklusion. De 26 andre medlemslande vil ikke sende flygtninge til Syrien.
 
Man bør huske at noget kan være lovligt uden at være rigtigt. Og virker det rigtigt at Damaskus er sikkert nok til at flygtninge kan sendes dertil, men ikke sikkert nok til at USA i skrivende stund kan have en ambassade der? 
 
Flygtningepolitik handler om beskyttelse af udsatte mennesker - det er grundlæggende en humanitær sag. Humanitære eksperter i både Amnesty og FN vurderer at Damaskus stadig er for usikkert til at man bør sende flygtninge dertil. Juraen skal respekteres, men vi må ikke miste det humanitære af syne. Det handler om menneskeskæbner.
 

Ræset mod bunden kan snart være forbi

Siden 1980’erne har verdens lande underbudt hinanden i en global konkurrence om hvem der kunne tiltrække flest investeringer gennem lav selskabsskat. Men det ræs mod bunden kan snart være forbi. For nu har USA for alvor sat sig i spidsen for en global minimumsskat.
 
Finansminister Janet Yellens udmelding om at USA ikke længere ønsker at konkurrere på selskabsskat og at multinationale selskaber skal beskattes mere for at genoprette samfundsøkonomien, er en del af Biden-administrationens nye linje for krisehåndtering. Der skal investeres stort. Og regningen skal tilfalde de rigeste.
 
Dermed ser det ud til at OECD-forhandlingerne om en global minimumsskat kan lykkes til juni. Og selvom prisen for amerikansk opbakning nok bliver at der ikke kommer en særskilt skat på de amerikanske tech-giganter, så er det et vigtigt skridt fremad. Det kan vise sig at være enden på den værste form for aggressiv skatteplanlægning.

Israel blokerer EU's støtte til afholdelsen af valg i Palæstina

For første gang siden 2006 går palæstinenserne til parlamentsvalg 22. maj og præsidentvalg 31. juli. EU's rolle er vigtig for at sikre at valgene afholdes og for at støtte den politiske udvikling frem mod en holdbar fredsaftale med Israel. 8. februar sendte EU's udenrigstjeneste derfor en formel anmodning til Israel om at give EU adgang til at sende en delegation afsted for at observere valgene -  et arbejde Margrete deltog i i 2006.
 
Valgobservationsmissioner er et vigtigt værktøj til at støtte demokratier over hele verden, men på trods af kontinuerlig kontakt med de israelske myndigheder, er der stadig ikke givet adgang. Israel blokerer med andre ord for EU's bestræbelser på at bistå og overvåge valget.
 
Margrete har derfor taget initiativ til senere i denne uge at sende et åbent brev til den israelske ambassadør i EU som med opbakning fra kollegaer i Europa-Parlamentet forlanger svar.

Ugens tweet

Vil du se flere opdateringer fra sociale medier? Så klik på ikonerne herunder.
Facebook
Twitter
Website
Hvis du vil følge med i Margrete og Kiras arbejde i Europa-Parlamentet så tilmeld dig nyhedsbrevet her:
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Margretes Facebook
Margretes Twitter
Margretes hjemmeside
Copyright © 2021 SF - Socialistisk Folkeparti, All rights reserved.