Copy
Nyhedsbrev 19 - Rummelig imidt
NYHEDSBREV 19 - SOMMER 2020

Socialt ansvar: Rummelig imidt lancerer Danmarks første leverandørportal  


Arbejder du med offentlige indkøb i en kommune, og vil du gerne indkøbe socialt, så har du i dag ringe muligheder for at danne dig et overblik over, hvilke produkter og ydelser, der er produceret af virksomheder, der tager et socialt ansvar. Derfor har Rummelig imidt udviklet – og netop lanceret – den Socialøkonomiske Leverandør Portal.

”Portalen er udviklet i tæt samarbejde med socialøkonomiske virksomheder og kommunale indkøbsjurister. Portalen er et led i at styrke socialøkonomiske virksomheders muligheder for at blive leverandør til det offentlige, og vi glæder os til, at portalen får liv og kommer både kommuner og virksomheder til gavn,” siger Angelika Marning, udviklingskonsulent i Rummelig imidt.

Portalen skaber overblik over socialøkonomiske virksomheders produkter og ydelser i Region Midtjylland, og er dermed et praktisk værktøj for offentlige indkøbere, der ønsker at sætte social bæredygtighed højt på indkøbsdagsordenen.

”Rummelig imidt arbejder aktivt for, at offentlige ordregivere og øvrige i stigende grad indkøber produkter og ydelser fra virksomheder, der sikrer beskæftigelse af mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet. Vi kalder det sociale indkøb, og som et led i indsatsen har vi udviklet portalen,” siger Angelika Marning.

Indholdet af den Socialøkonomiske Leverandør Portal oplyses af de socialøkonomiske virksomheder selv. Kun registrerede socialøkonomiske virksomheder (RSV) er repræsenteret på listen, på trods af bevidstheden om, at også virksomheder uden registrering tager et stort socialt ansvar. Dette skyldes hensynet til kommunernes behov for en objektiv blåstempling af det sociale ansvar, som RSV-ordningen indebærer.


Find den Socialøkonomiske Leverandør Portal her.
 
Webinarserie om sociale indkøb var et online tilløbsstykke

Oprindeligt skulle Rummelig imidt afholde et fysisk seminar, hvor vi skulle tage pulsen på sociale indkøb i Region Midtjylland. Det satte Covid19 og forsamlingsforbuddet en effektiv stopper for. Vi måtte derfor tænke i alternativer. Svaret blev en webinarserie over fire uger, som vi tog hul på i slutningen af maj.

Fire torsdage i træk zoomede vi ind på emnet, og vi havde besøg af en lang række oplægsholdere med hver deres perspektiver på sociale indkøb. Vi fik blandt andet styr på lovgrundlaget ved Sidsel Marcussen fra Horten. Vi fik præsenteret eksempler på det politiske og strategiske arbejde med indkøb fra sociale virksomheder hos John Kvistgaard fra Silkeborg Kommune. Og vi fik indsigt i, hvordan man i Horsens kommune har arbejdet med sociale indkøbsaftaler, hvor udbud- og indkøbschef, Jesper Langkjær, eksemplificerede dette ved at fortælle om kommunens samhandelsaftale med Blindes Arbejde.

Dette er blot et udpluk af den lange række oplæg fra kommuner og virksomheder i regionen. Vi sluttede rækken af webinarer af med en online workshop, hvor der kunne deles erfaringer på tværs af kommunegrænser og fagområder.

I Region Midtjylland findes der mange gode eksempler på anvendelsen af sociale hensyn, hvor et offentligt udbud/indkøb er lykkes med at sikre beskæftigelse til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Dette fik vi bekræftet i serien af webinarer.

Du kan se meget mere om webinarserien på vores hjemmeside, hvor vi løbende vil publicere korte videoer fra de forskellige oplæg.
 
Nyt projekt: Håndholdt indsats skal få ledige, etniske kvinder i arbejde

Rummelig imidt har igangsat et nyt projekt i samarbejde med Bustrup og Skive Kommune.

Projektet, der bærer navnet 'Rummelig indsats for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet', skal primært hjælpe med at få ledige kvinder med anden etnisk oprindelse end dansk tilbage på arbejdsmarkedet. Projektet skal også rumme borgere, der henvises fra Sygedagpengekontoret og Jobstart.

Projektet har særlig fokus på en individuel håndholdt indsats, hvor virksomheder inddrages i at finde relevant beskæftigelse til borgerne. Her lægges der samtidig vægt på en holistisk tilgang til den enkelte borger og dennes ressourcer, drømme og ønsker for fremtiden.

Læs mere om projektet her.
Socialt mulepose-projekt er tilbage på skinnerne

Efter coronanedlukning er mulepose-projektet hos Syddjurs Bibliotek, Kulturskolen og Styrket Helhed nu klar til at genopstarte. Som i mange andre kommuner har projektet været ramt af hjemsendelse af medarbejdere, og det har dermed ligget mere eller mindre stille.

”Projektet har indtil videre givet meget intern samarbejdslæring og skabt en model, som helt sikkert vil blive genbrugt og videreudviklet. De involverede borgere er meget motiveret til at genoptage projektet,” siger Claus Gustav Pettersson, biblioteksleder, Syddjurs Kommune, Bibliotek.

Tirsdag den 11. august samles 10 borgere atter på Kulturskolen i Rønde for at genoptage projektet med at designe og producere bæredygtige biblioteksposer og dermed udvikle deres arbejdsevner.

Læs mere om projektet her.
 
Cirkulær økonomi: Rummelig imidt og Cabi har event i støbeskeen

Rummelig imidt er gået sammen med Cabi om et fælles event omkring temaet ”Cirkulær økonomi og det rummelige arbejdsmarked”. Med afsæt i praksiseksempler fra en kommune og et par virksomheder, vil eventet lægge særlig vægt på mulighederne for det rummelige arbejdsmarked i omstillingen til cirkulær økonomi.
 
Vi vil drøfte, hvordan dét at have mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet ansat kan være en væsentlig del af den cirkulære forretningsmodel. Vi vil se på, hvorfor den sociale bæredygtighed er en lige så nødvendig og velintegreret del af den cirkulære omstilling, som økonomisk og miljøforsvarlig bæredygtighed er det.

Eventet vil foregå på Grundfos i Bjerringbro, og programdetaljer, dato og tilmeldingslink til eventet følger snarest muligt.

Vil du vide mere om vores arbejde med cirkulær økonomi, kan du læse mere her.
 
Tak for samarbejdet: 3F Holstebro og Jobcenter Erhverv Silkeborg afslutter to vellykkede projekter 

I løbet af første halvdel af 2020 har vi afsluttet to forløb i Rummelig imidt. Nemlig ’Jobekspressen’ hos 3F Holstebro og ’Brug for hinanden’ hos Jobcenter Erhverv Silkeborg. Rummelig imidt siger tak for samarbejdet til begge parter.

Hos Jobcenter Erhverv i Silkeborg har man i en to-årig periode drevet vores indslusningsforløb 'Brug for hinanden'. Projektet har sat fokus på at forbedre samarbejdet med virksomhederne i Silkeborg Kommune. Og indsatsen i projektet har blandt andet handlet om at få etableret et virksomhedsnetværk med nye virksomhedskontakter, hvor virksomhederne har forpligtet sig til en aktiv indsats overfor borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Bliv meget klogere på Brug for hinanden her.

Hos 3F Holstebro har man, i samarbejde med kommunerne i Holstebro, Struer og Lemvig, drevet forløbet ’Jobekspressen’. Forløbet har fokuseret på at få sygemeldte dagpengemodtagere tilbage i beskæftigelse. Her har man blandt andet arbejdet med en helhedsorienteret indsats, der tager udgangspunkt i 'Aktionsforskningsmetoden' for at skabe motivation og øget selvværd hos den ledige.

Læs mere om Jobekspressen her.
COVID-19: Flyttede statussamtaler og afdækning af behov for forlængelser

Efterdønningerne af COVID-19 påvirkerede naturligvis også projekterne i Rummelig imidt. Flere af vores indslusningsforløb er drevet af kommuner, der alle har været ramt af hjemsendelse af personale. Dermed blev en stor del af vores borgerrettede indsatser sat på pause. Samtidig var projektledelsen nødsaget til at udskyde vores halvårlige statussamtaler med vores økonomiske partnere.

Heldigvis er der kommet gang i hjulene igen, og vi kan nu se fremad. Vi afholder statussamtaler med samtlige projektholdere inden sommerferien. Samtalerne vil vi ligeledes benytte til at afdække behovet for eventuelle forlængelser indenfor de tidsmæssige og økonomiske rammer, da forløbene kan være kommet bagud grundet nedlukningen af samfundet.
 
Sekretariatsleder Mikkel Munk-Hartge Mobil: 3147 4474 Mail: mm@projekterimidt.dk 
Faglig projektleder Søren Larsen Mobil: 2166 0429 Mail: sl@projekterimidt.dk
Udviklingskonsulent Angelika Marning  Mobil: 6170 2071 Mail: am@projekterimidt.dk
Bogholder Inge Toft Mobil: 5053 5752 Mail: it@projekterimidt.dk
Kommunikationskonsulent Tue Germundsson  Mobil: 3060 0563  Mail: tg@projekterimidt.dk
E-mail E-mail
Hjemmeside Hjemmeside
LinkedIn LinkedIn
               
   


Du kan til enhver tid framelde dig vores nyhedsbrev
- send blot en mail til tg@projekterimidt.dk

Rummelig imidt er et projekt under Projekter imidt med finansiering fra EU's socialfond, Regionsrådet i Region Midtjylland og Vækstforum.


 






This email was sent to <<Email Address>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Rummelig Imidt · Skt. Knuds Torv 3 · Aarhus C 8000 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp